Giv os lov til en værdig Død

Mit liv blev knust under corona, da jeg mit liv i rejsebranchen kollapsede. Det gjorde så også min bopæl i Chiang Mai, Thailand. 

Jeg skal måske lige starte med at skrive at jeg ikke er en veluddannede universitets menneske, men deriimod en der har kæmpet sig vej gennem livet – fejlet i det meste, dog med succes i rejsebranchen, hvis man kan kalde det at være rejseleder i 20 år for succesfuld. Det har nok været den eneste velfungerende periode af mit liv – og er jo trods alt over en 20 årlig periode med masser af fantastiske oplevelser. 

Den mest succesfulde er dog at jeg mødte min kærlighed, min vidunderlige hustru som jeg nåede at bo sammen med i 18 år før jeg måtte rejse til Dk for at tjene penge. Hun fik desværre ikke lov til at komme med da den danske stat ikke mener at jeg, som etnisk, dansker taler godt nok dansk til at hun må bo sammen med mig. 

Nu er jeg 52, min hustru er 56 – og det betyder jo at vi mest sandsynlig er igang med de sidste 20 år af vores liv.  Vi har ikke let ved at finde en vej hvor vi kan være sammen, vi er begge fattige og vi kan, på grund at regler vedtaget af danske politiker der er stemt ind af den danske befolkning, ikke kan bo sammen. 

Spørgsmålet, og overskriften på dette brev, er jo så, at med sådanne alderdoms udsigter, hvor vejen til den sidste tid er belagt med uendelige mentale lidelser, ensomhed mm., så burde en beslutning om at vi f.eks begge begår selvmord, kunne give os en mulighed for at være sammen i xx antal uger – dage eller måneder, hvor efter vi kan få lov til at sove ind sammen i hinandens arme. Det burde være en menneskeret. 

Hvorfor er det orden for en stat at ødelægge menneskeliv men ikke tilladt for dem der er ødelagte at tage deres eget liv ? Politikerne må gerne ødelægge hvilket uden tvivl kan være være end døden. 

Enhver bør have lov til at vælge døden, og ikke skulle hænge sig i en fjern skov, eller risikerer at ødelægge sine organer på at spiste en masse piller, som man ikke nødvendigvis dør af alligevel. . Hvorfor ikke acceptere de handlinger som politiske beslutninger giver – accepter hvilke smerte det giver og også at der findes en udvej der er værdig for dem hvis liv er ødelagte, i dette tilfælde direkte af politkernes beslutninger. 

Jeg føler mig afklaret med at jeg ikke har lyst til at blive meget ældre end jeg er nu – men jeg skal have tid sammen med det menneske jeg elsker inden jeg tager bort – det kræver jo så at min hustru er enig og også har lyst. Ellers bliver jeg nødt til at fortsætte da jeg under ingen omstændigheder vil svigte hende. 

Men jeg savner virkelig en debat og en åbning i samfundet til man kan få lov til at dø i værdighed, når man ikke længere synes at livet er nogen gave og simpelthen er blevet for træt til at kæmpe for værdighed i livet.

Dog ønsker jeg at politikerne skal føle bare en lille del af den smerte de skaber…..

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.