I går var det den 26 Oktober år 2560, som vi, i vesten, nok kender bedre som året 2017. Det er et år siden at Kong Bhumibol, kendt som “Kongen over alle konger” og som “Folkets Konge”, gik bort i en aldre af 88 år. Et dødsfald der har skabt både dyb sorg og et meget dybt hul i sjælen på langt de fleste af det Thailandske folk. Kongen var elsket som en fader af folket og denne kærlighed kan være meget svært for udeforstående at forstå.

Den 26 ocktober var det som sagt et år siden af kongen gik bort, og det var dagen for hans cremation. Dette var en cermoni som denne verden kun sjældent oplever og det var en både meget ærefuldt at deltage i, samt meget tankevækkende.  Selve cremationen var selvfølgelig i Bangkok, men i alle byer blev der afholdt cermonier, og vi deltog i Chiang Mai.

Jeg tog med primært fordi jeg ved for vigtigt dette er for min hustru, og havde ikke rigtigt nogen forventninger til hvad der ville ske ,eller som sådan, hvordan det ville forgå. men vi viste selvfølgelig, at der ville komme rigtigt mange mennsker. Forventninger til cermonien i Chiang Mai var nok et sted mellem 40.000 til 60.0000 deltager. Så at komme tidligt afsted er altid vigtigt.  Klokken 07:30 sad vi under et af mange store overdækkede områder sammen med tusindvis af sortklædte både sørgende og respektfulde mennesker.

Noget der rammer en europær meget er den venlighed, hjælpsomhed og omsorg man viser for hinanden. Der blev delt vand, bolcher, kylling og ris rundt, alt sammen gratis for alle – over hele landet – til alle de flere milioner der var mødt op rundt over hele Thailand.

Nu er vi jo I nordthailand, så tidligt om morgen er det super dejligt vejr, men længer op på dagen begynder det at blive varmt. Klokken ca 09:45 begyndte de store folkemænger at bevæge sig hen mod selve stedet hvor man vil have muligheden for at vise Kongen den ultimative respekt iden han “drager tilbage til himlen hvorfra han kom”.

Solen blev stærkere, fugtigheden steg, og svedperlerne rendte hurtiger ned af ryggen. Selve procesen hen imod den hellige sted forgik langsomt. Alle skulle hen og aflevere en lille offering, alt forberedt af frivillige i forvejen, og der var plads til 9 deltager af gangen, så det tager lidt tid af få ca 40.000 igennem.  Men der var aldrig mangel på smil, hverken fra deltagerne eller fra de mange frivillige, der både talte teenager og pensionister. Dette var et lille offer for at vise respekt for en Konge, der brugte sit liv til at hjælpe sin befolkning, Folkets konge.

For vores vedkommende tog det lidt over 5 timer at komme de ca 300 meter, alt sammen i stor ro og orden, hen til selve det helligdommen.  Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg flere gange tænkte “hvad laver vi her” og “hvor er fornuften i at svede, blive solskoldet” men jeg tænkte også “Jeg skal ikke være den svage dansker der piver og går væk” under ingen omstændigheder!”

Efter 5 timer var der stadig masser af smil og god stemning, folk hjalp hinanden med at dele vand rundt, ingen var grådige, ingen var barnagtige utålmådige, sådan som man kender det fra f.eks trafiken i Danmark og en masse andre steder. Dette her, var for noget, der var større end os.  Det gik helt op for mig efter jeg havde taget blomsten og offeringen op af skølen der blev holdt de flotte hvidklædte embedsfolk, og tog de skidste skridt op mod alteret, op mod Kongens mindested.

Vi havde svedt, blev forbrændt i de ca 5 timer det tog at komme der op, men forløs-ningen bagefter var fantastisk. Og vi havde endda det lette udgave, i Bangkok sov deltager på gaden for kunne deltage i de 3 dage sermonierne varede der.

Jeg er ikke religøs, men sometider er det sundt at føle at der er noget der er større end os selv. At vores ego ikke er det centrale i universet. Efter min mening er det en meget sund oplevelse.