For ikke så lang tid siden var mit arbejdsområde ret store dele af verden, hvor jeg pendlede frem og tilbage med udgangspunkt i vores hjem i det vestlige Chiang Mai. Det var både arbejde og studie på den måde jeg fortrækker at lære, nemlig ved vælge blandt de mange emner selv og ved at selv finde kilderne til studierne, som jeg dog aldrig så som studier, men mere som almen forberedelse til arbejdet.

Kvaliteten af arbejdet var altid godt og det skyldes at jeg via denne formular fulgte den opskrift som bl.a er nedskrevet i taoismen for ca 2.600 år siden hvor i der står at ” den ægte lykke kommer af at følge sit hjerte”. Jeg havde så altid tillagt dette ordsprog mit arbejdsliv, men som en ny læring for mig så er det nu tillagt familielivet, til mit samliv med min kære hustru som jeg om muligt sætter endnu større pris nu.

Det kræver så nogle store omlægninger af tankegange og af nye metoder til at fremme arbejdslivet, hvilket selvfølgelig forsat skal ske . I de fleste perioder af mit liv har jeg valgt den positive indgangsvinkel til livet, også selv om livet nogle gang har banket løs med en lygtepæl, så er tilpasning med et positivt livssyn det eneste der rigtigt dur.

Jeg har en masse ideer som jeg gerne vil have ført ud i livet i Danmark, ideer der bygger et et fundament af drømme, erfaringer og realiteter. Ideer som der skal kæmpes meget hårdt for at få ud i livet, da omverden ofte ynder at tage deres beslutninger om andre ud fra deres uddannelsesforløb da det jo er den letteste parameter at beslutte om folk man ikke kender kan eller ikke kan noget.

Basalt set så giver det bare en endnu interessant vinkel til livets sjove tiltag og ikke mindst til den aldrig stoppende fascination af menneskehedens reaktionsmønster. Og for mit vedkommende giver det også motivation til at kæmpe hårdere for at få mine ideer frem – men dog ikke hårdere end jeg også husker at der ikke er noget vigtigere end at have kærligheden og nærværet i hjemmet som det stærkeste af livets krydderier.

Jeg kan også genkende det fra små familier og mindre samfund i Sydøst asien, mennesker der ikke har meget økonomisk og som sikkert aldrig i deres levetid vil opleve at rejse mere end 50 kilometer væk fra deres landsby, og som deles om et fælles TV i et landsbyens huse. De vil uden tvivl gerne have mere, men dem der lader sig tilfreds med kærligheden og nærværet og tager indtjening og arbejde som det sekundære – de kan være lykkelige uden at have meget.