Tilbage i starten af, jeg tror at det må have været 93 eller 94 blev jeg medlem af middelalderforeningen Scramasax i Odense. jeg var på det tidspunkt lige kommet over en lidt stejl tid i mit liv og havde fået god smag for kulturliv i Odense og en i forvejen ret solid interesse for historie.

Som jeg husker det var vi igang med at planlægge et kulturarrangement på Rampelyset, Odense, da jeg hørte om en gruppe af mennesker der løb rundt og slå hinanden i hovedet med vandhærdet stålsværd, mens de var iklædt rustninger. Min puls var oppe og køre med det samme – det skulle jeg for en hver pris være med til! Jeg besøgte dem og blev medlem af Scarmasax, mig bekendt den første middelalderforening i Danmark.

Det var simplethen fantastisk, jeg mødte rigtige mange forskellige mennesker der alle kom til at betyde rigtigt meget for mig både den gang og nu. Jeg deltog i en del kampshows og kom rigtigt i konkurrence stadie hvor jeg helst ville være blandt de 3 bedste sværdkæmper.

I starten talte jeg ikke specielt meget med kliken Sven, Thomas og Lars, men efter ca 6 måneder begyndte vi at have flere samtaler, der vist mest startede nogle meget sene natte timer hvor der var røget godt med øl, rødvin og måske en enkelt stråhat indenbords. I starten så jeg meget Lars som værende en ret irriterende person når han var fuld – hvilket der fulgte vores venskab hele vejen. Men det var samme karakter der åbnede op for vores venskab. Jeg fik en meget dyb sympati for personen inden bag den karakter der meget påståligt måtte diskutere tempelherre kontra frimureri kontra vores berettelse og formål på denne jord, inden at der kom lidt ekstra vin ind og det mere gik over til at nikke venskabelige skaller. Og jeg var jo nok ikke så meget anderledes mig selv når det kom til stykket.

Vores gensidige sympati og respekt gjorde at vi kom ret tæt på, uden dog at være sammen hele tiden og med en form for privat liv ved siden af. Men vi blev begge bidt af ideen om Ridderselskabet Fionia, hvor vi ud af ridderlige idealer ville udbringe den moderene essens af den høviske ridderstand til så mange mennesker som muligt. Sven der jo var, og er, en super dygtigt rustningmager lavede sit eget selvskab Hvidehorse Armory. Derefter blev vi kendt som Hvidehorse-Fionia.

Men min egen baggrund kende jeg en del til de kommunale og kendte også en del mennesker der inde, så Lars og jeg fik etableret et aktiveringsprojekt, der foruden at skabe en fast indtægt kunne dække den vigtigske af vores ide – nemlig at hjælpe mennesker videre i deres liv – gennem vores feltlejr, vores værksted og vores almen sociale liv på stedet.

Det skal siges at jeg boede på værkstedet faktisk hele tiden – jeg havde ikke ander steder at bo 🙂 og ingen af os fik løn det første år vi havde Hvidehorse-Fionia. Vores pris for aktiveringsprojektet var også så lav at vi blev upopulære blandt andre projekter i Odense.

Vi kom ind i en periode med rigtigt mange jobs, kampjobs, deltagelse i teambuildings aktiviteter, vi fik et kursus under den fri ungdomsuddannelse, var med til udviklingsmøder ved Danmarks turistråd.

Desværre var min egen rastløshed årsagen til at jeg valgte at stoppe, begynde at arbejde på bornholms Middelaldercenter og derfra rejse til udlandet i et langt forløb som jeg først har fået stoppet nu.

Hvor ville det være dejligt hvis jeg havde haft min erfaring dengang som jeg har nu – så havde det måske set anderledes ud. Vores samarbejde mindede mere om et familieforhold end bare arbejdspartner. Lars vil altid være som en bror for mig på godt og ondt. Der er ingen af os der er perfekte.

Jeg vil mange gange komme tilbage til vores tid sammen i mine minder og jeg er enormt glad for at dit minde vil leve i så mange mennesker…..