Nu hvor jeg har fri til startet af januar, så er der god tid til at følge lidt mere dybt med i forskellige politiske situationer rundt om på jorden og tænke lidt over hvad der er sket de sidste måneder. Og selvfølgelig Sydøst Asien, Danmark og USA har min største interesse, da det jo er der jeg mest arbejder. For Thailand er det et interesant skakspil mellem vise politiske personligheder, der forsøger at bruge masserne til at fremme deres egen personlige interesserer, hvilket nok må siges at have været ret tydeligt i Bangkok her de sidste par dage. nu er det heldigvis roligt da det jo er kongens fødselsdag den 05 december, og så formodes den slags uroligheder at holde op. Hvad der så sker bagefter er ikke let at sige, men alt er muligt.

I Danmark er det helt tydeligt at mange i toppen mest er på mærkerne når pressen har ringet dem op, og der er en sag der måske kan give dem nogle stemmer, eller om ikke andet, så få dem i rampelyset for en kort bemærkning, hvor efter de trækker sig ned i deres lune reder, hvor de selv og deres børn sidder trygt med vægge bygget op af solide pensioner som “samfundet” mener at de har gjort sig fortjent til i næste 2 generationer.

I USA var senatet taget på ferie da de ikke kunne enes om at løfte gældsloftet op til endnu et fiktivt plan, hvilket jo så heldigvis lykkes hvilket er super godt at verden afhænger af dette. Kina fører sig frem til på der bl.a er “tjent” ved at købe USA´s gæld, eller dele af den i hvertfald.

I Danmark er der en 25 kvinde, der sikkert aldrig har haft et job, der er helt knust over at hendes kontanthjælp skal skæres ned til SU niveu – mens andre flækker sidelæns over at der er muslimer der modtager julehjælp. Samtidligt også en tid hvor det faktisk lykkes for befolkningen at få regeringen til at vise menneskelighed, i en tid hvor det nedskrevende ord har større magt end noget andet, følelser ligger langt nede at listen. Regeringen valgte en lille pige ikke skulle været smidt ud af landet for evigt, men hende og hendes mor skulle have lov til, engang næste år at komme tilbage.

Tilgengæld også en tid hvor baggrunden for forskellige love ikke bliver talt om – kontakthjælpen skal helt klart nedsættes da store dele af EU har adgang til SU og andre ydelser, men det er ikke noget vi skal tale om, da politikerne ikke har noget at skulle have sagt, og det er bedst ( for dem ) ikke at tale om hvor lidt de faktisk har at skulle have sagt i noget som helt, og om de rent faktisk er berettiget til deres mange frynsegoder.

Lidt ligesom i Vietnam hvor der skal betales lidt ekstra til politiet op til TET festivalen, så er danske politiker ikke meget anderledes, de gør det bare på en anden måde, selv om enkelte har begået direkte svindel. I danmark sker der bare ikke noget ved det. Ingen retsag – kun risikoen for ikke at blive stemt ind næste valg.

Men det korte af det lange, for mit vedkommende er, at lige meget hvilket samfund vi taler om, så er det bedste at holde afstand til det offentlige, at have sin frihed og at svare for sig selv er altid det bedste. I mange samfund kunne vi tale regeringerne ( dog beholde embedsmænd & Kvinder ) og lukke dem inde i kæmpe globale legepladser, uden kontakt til omverden, og landene og samfundene vil klare sig fint uden. Præsident Sukarno ( første præsident af Indonesien ) valgte at have militærfolk som embedsfolk, da politiker ikke kunnes regnes som værende troværdigt.

I Kina sidder en regering som et lille barn og udvider sit lebensraum udelukket for at vise at det kan. Ingen siger at det ikke er en opførelse der er et voksent menneske værdigt, de omliggende lande siger der imod at de har krav på rummet – endnu engang har statsleder vist at de under ingen omstændigheder besidder ægte visdom eller er værdige til følge med jordens befolkning ind i det 21 århundrede.

Jeg håber at det nye år vil bringe politiker og regeringer der vil være mere nærværende – for vi er jo alle i samme båd, vi har bare ikke samme muligheder eller samme positioner på båden. Men det er nok et naivt ønske – mere realistiske er det at at politikerne globalt går i den anden retning, og kommer mere og mere til at minde om de arrogante adelsfolk der herskede op til første verdens krig.