Efter en et par små hektiske ture rundt på Malaysiske fastland og på Sawarak samt på den indonesiske Ø Sumatra, så er det ved at være tid til at trække vejret i et lille døgns tid inden de sidste 3 ture i denne sæson. Den første morgen efter gæsterne var taget hjem, var præget af irritation, ellers en morgen der burde være præget af glæde, da jeg jo skal hjem til min hustru og livspartner. Men erkendelsen af at jeg havde glemt min ynglingskjorte, 2 par af mine nyeste – og de eneste – langbukser jeg har ( havde ) var en rimelig kraftfulde følelse. Det er en af de tidspunkter hvor jeg kraftigt overvejer om der måske gemmer sig lidt små retarderet dele af mine hjerne blandt min ellers udemærket hukommelse.

Min hjerne skal jo helst kunne arbejde sig igennem de udfordringer der ligger forude, når vi flytter til Danmark næste år. Jeg har store dele af Sydøst Asiens historie og kultur ( samt en ok del af verdens historien ) gemt og oplagret i mit biologiske vidunderværk – men kan den stå distancen når det gælder et “normalt” job …?

På en serie af ture som disse, hvor vi bor i alt fra primitive langhuse til 5 stjernet luksus hoteller så møder man lige så vidt forskellige folk – alle mennesker der prøver at klare sig på den måde der nu engang føles bedst set i forhold til kulturel, religiøs og uddannelsemæssige baggrund. Andre mennesker kan beskrives og ofte kategoriseres, men kan jeg beskrive mig selv ærligt nok til at det bliver brugbart i stationær fremtid ?

Selv om der er mange oplevelser at få i verden, så har de ingen betydning hvis vi ikke forstår os selv – ingen betydning for mig hvis jeg ikke forstår mig selv…eller?

Som landsbychefen for et Dayak Langhus på Borneo, der sætter lovene for sit samfund, fuldstændig ligemeget om hans regler er i strid med national lovgivningen, så skal han kende sig selv gennem sin kultur og sin historie og han projektere sig selv gennem sit folk.

En plantagearbejder i de endeløse palmeoile plantager på Sumatra skal være i harmoni med sin familie for at få noget indhold i livet. Det personlige liv er inden for husets 4 vægge.

En Dansk rejseleder med orientalsk bopæl gennem mange år, har måske lidt mere fælles med en statsløs der venter på et sted at bo, eller som den grimme ælling der bare venter på at vokse op, men som ikke er sikker på om resultatet bliver en smukt svane eller bare en stor grim ælling.

Svaret og løsningen ligger kun et sted – og det er inde i mig selv – i os selv. Kun gennem kendskab til vores personligheders kringelkroge kan vi finde – ikke hvilken vej – men finde styrken til at gå hvilken som helst vej vi ønsker… Som et kompas skal vi udforske hver grad, retning og vinkel, for at vi kender det komplette billede…….og så har vi alligevel glemt noget……!