I den sidste blog skrev jeg lidt om usikkerheden om hvor vi skal bo, eller hvor det vil være muligt at bo i fremtiden. Nu har vi besluttet os for at ikke at tænke alt for konkret frem i tiden. Ingen kender fremtiden, og vi var lige ved at hænge fast i ‘stand by mode’ – tilsatsen hvor vi ikke nyder livet nu og her fordi vi tænker på hvor vi er om 8 måneder.

Og hvordan er det lige at vi har levet de sidste mange år – for mit vedkommende næste vel siden jeg har omkring 20 år, og for Pararathorn’s vedkommende nok nogenlunde det samme. At prøve at forklare den fornemmelse som mit nuværende job som Rundrejseleder giver, svare lidt til at skulle forklare en meget kraftig forårs forelskelse – jeg sidder med min ipad og viser photos til et par fra min familie og sommerfuglene begynder at flyve rundt i maven når blinket falder på solen der kaster sit skær tilbage fra Lake Toba, eller billedet af en Komodo dragons hale der lige forsvinder ind mellen buskene for ikke at tale om den følelse musiken fra Yangzte flodens bjerg giver når de synger de friske bjerge ud af højtalerne med deres spinkle og dog ekstremt kraftfulde lyse sang. Eller den spirende fornemmelse af glæde når vi sidder i den lokale taxi på vej mod airport Plaza for at shoppe og nyde god Thaimad….:)

Så nu fokuser vi på livet de næste 6 – 8 måneder. I den periode har jeg masser af Jobs i sydøst Asien og vi skal have lavet vores hjem i Chiang Mai hyggeligt og rart. Vi skal tillade os selv at investere i dette og så tage de udgifter det giver hvis der pludselig dukker et andet job op, der gør at det vil være forsvarligt at flytte til København.

En mulighed er også at vi primært er i Danmark hver eller hver anden sommer. Men dette her skal jo handle om normadeliv. Om ikke at kunne sidde stille det sammme sted i for lang tid af gangen. Udlængselen der bliver kraftiger end trangen til fastfood dagen der efter, større end trangen til at gå toilettet efter 3 krus alt for stærkt morgenkaffe. Hvad er det der giver den trang og kan den modarbejdes ? Umildbart vil sat være et ja – men er det lidt som den afhængelige der siger ‘ jeg stopper i næste uge, der er ingen grund til at stoppe nu da jeg har helt styr over det’?

Jeg begyndte en form for nomade liv da jeg boede i Vejle og var lige omkring de 19 år gamle. På et tidspunkt havde jeg solgt de få ting jeg ejede og det var en pragtfuld fornemmelse, der dog blev kraftig overskygget af nogle masive problemmer som jeg heldigvis fik mig arbejdet ud af i løbet af de følgende år. Derefter begyndte jeg at arbejde med bl.a teater, spille musik og arbejde lidt her og der. I en lang periode – faktisk en del år, boede jeg i en teater sal, på et rustningermageri og et par andre steder hvor normen var at vi gjorde hvad hjertet bød og klarede os selv med de småpenge vi kunne tjene.

I dag er jeg blevet noget mere luksus præget. Jeg vil helst være omgivet af mine egne ting i stor del af tiden, og jeg kan godt lide at eje noget godt elekonik. Men det er stadig meget vigtigt for mig At gøre noget hvor jeg følger mit hjerte. Et arbejde kan aldrig ‘bare’ være et sted hvor jeg tjener mine penge. Et arbejde skal for mig være en livsstil.