Så er den første Sumatra rundrejse, på en række af 4 afsluttet. Og hvilken fantastisk positiv oplevelse. Denne rundrejse er absolut ikke for børn og sarte sjæle. Vi kører meget langt af dårlige veje, hvor det ofte virker som et mindre mirakel at bussen overlever. Men denne gruppe var nok en af de bedst imponerende samlinger af positivitet jeg endnu har oplevet!

Nu bor jeg jo selv i Asien, og er måske nok blevet vant til lidt andre samfundsforhold end den almindelig borger i Danmark, og jeg forsøger jo altid at sætte mig ind i, hvordan kulturen herude virker på den ny-ankommende gæst. Der er jo ofte langt fra dagligstuen hvor ægteparet mødes med computeren for at kikke på forskellige rundrejser fra forskellige selskaber – dagligdagen der gerne skal skubbes lidt på afstand med nogle gode rejseoplevelser, og så til virkeligheden her ude.

Ofte kan det være svært for en moderne dansker at acceptere at forhold kan være uforudsigelig, at der ikke 100% kan sættes tid på hvor langt det tager at komme fra punkt A til punkt C, at der ikke er varmt vand i hanerne, at det kan tage op til 1,5 time at få serveret sin frokost.

Ofte så taler gæsterne om hvorvidt rejseselvskabet har arrangeret rejsen godt, og om hvorvidt rejseleder er sin opgave voksen. Begge dele er selvfølgelig meget vigtigt! Men kan må ikke glemme vigtigheden i at den enkelte rejsene er positiv indstillet. Rejselederen kan til en stor del løfte rejsen op, ved at gøre deltagerne positive, men det er kun til en vis grænse.

Denne gruppe jeg sagde farvel til i går, virker på mig som et håb for Danmark! Det findes stadigvæk fantastiske skønne mennesker der primært tænker positivt og som er åbne mennesker. I gruppen var der jounalister, en pilot, grøn energi folk, sælger og generelt en god blanding af forskellige erhverv og typer.

Det får mig ofte til at tænke på hvor mange situationer og ‘problemer’ i Danmark der kunne løses bare ved lidt positiv tænkning. Hvorfor hidser folk sig op i trafikken? ‘fordi de andre køre som fjolser’ vil der nok blive sagt.

Det er min oplevelse at folk der er fattige ofte er nødtil at se mere positivt på livet, bare for at få motivation til at overleve. Mens at mange rige ofte bliver irriteret og ophidset over meget små hverdags udfordringer og problemmer. Så hvad er det lige der sker? Køre vi for meget som robotter, uden at have noget åndeligt eller bare intellektuelt indhold i livet – og man behøver ikke at have nogen uddannelse for at have et intellektuelt indhold. Det er et spørgsmål om valg, om at være nysgerrige og om at have et åbent sind.

Er det ikke en form for misbrug af liv, at bruge en stor del af tiden på at tænke negativt ? I hvorfor er der så mange fra vores kultur der har svært ved at tolerere forandringer. Nu skal jeg jo ikke generalisere og dermed selv tænke negativt 🙂 men jeg mærker bare tendenser til den negative tænkning, og denne sidste gruppe udviste en så fantastisk positivitet, at det er sjældent at se 😉