For snart 12 år siden fik jeg for første gang infektion i min højre fod. Jeg husker meget tydeligt den irriterende svigende fornemmelse da et endnu ukendt insekt havde sine, hvad det nu er, i min fod. Min exhustru mente så, efter jeg havde forsøgt at gå på foden i et par dage, at nu var det blevet tid til noget aktion!. Og her mente hun tradtionelle indonesiske metoder. Jeg var som begejstret nok, for jeg ville ikke selv bringe det på bane at besøge en doktor. Det koster – og en ting er at være besværlig udlænding, men også at skulle bruge vores meget lille opsparing på endnu et læge besøg var ikke noget jeg var specielt begejstret for.

Det ændrede sig dog da jeg havde prøvet den traditionelle kur – der slet og ret bestod i at hælde kogene vand direkte ned i såret! Det gjorde mildt sagt ret ondt, og hjalp på ingen måder på min efterhånden ret store fod. Så lægen blev det! Vi kunne også have valgt en anden traditionel kur, hvor man tager 6 store kakkelakker, kommer dem i en mortere – knuser dem og laver et opslag der af – men nej – lægen blev det 🙂

Nu snart 12 år efter sidder jeg og kikker på min fod, hvor der igen er infektion, den gang op af skinnebennet også. Også denne gang er insektet der bed mig ukendt, kun sikkert er det at det skete i Indonesien. Men jeg har lært at lektionen – denne gang kommer der ingen kogene vand i såret. Min hustru og jeg tog dog heller ikke på noget privat hospital, men der imod på det rigtigt gode universitets hospital her i Chiang Mai. Vi holder os væk fra de private da man ofte ikke kan stole på dem. De ser ofte store ATM maskiner komme ind i stedet for mennesker.

Det er jo en af de helt store risiko man kan løbe ind i, at man ikke bliver betragtet som et menneske men kun som en penge maskine – og har man så ingen penge – så er man et nul.
Så er det der man med glæde i hjertet griber til sit forsikringskort eller det gule, hvis man har sådan et og er et sted hvor det gælder.

En helt modsat oplevelse var det da jeg og en rejsegruppe sad fast et sted, ret øde sted, på Sumatra. Der var masser af små localbusser, men ingen af dem ville køre med os. Så her var der nogen der ikke så os som penge, eller mulige penge maskiner, men der imod som enten værende besværlige eller i besiddelse af en smitsom dårlig moral som man ikke vil smittet sit moralske korrekte samfund med.