Efter at have fået job i Danmark med firmabil, bankgaranti og min kære hustru havde bestået Indvandringsprøven med kun 2 fejl – ja så er vi nu tilbage i Asien. Jeg prøver at tænke tilbage på hvad der skete – hvorfor vi begyndte at skændes – hvorfor jeg ikke kunne udføre det job jeg havde godt nok. Var det stress?

Måske min hjerne ikke lige er helt klar til at tage stilling til så store spørgsmål lige nu. Ikke efter en nat på en bænk i Saigons lufthavn. Jeg fortrækker Saigon i stedet for Ho Chi Minh City, ikke så meget at politiske årsager – mere af de historiske. På bænken – der er ret lang, og som jeg delte med en lille gruppe Russiske turister og hvor jeg nåede at drømme en lille drøm, der på bænken – en rigtigt skør drøm – hvor jeg blev indlagt på en kolbøttefabrik. Jeg er ikke helt klar over hvorfor. På stedet der mest var uden for kunne jeg gå frit rundt og det var næsten umuligt at se forskel på indsat / indlagt og personale. Så jeg gik mest rundt uden helt at være klar over hvor jeg var. Der kom en øl bil! og jeg tog en dåse øl – desværre vendte jeg den på hovedet og øllen skummede og spruttede ud over anklerne og fødder af øl manden der var ved at læsse af. Jeg undskyldte mange gange og gik derfra med en dårlig fornemmelse. Scenen skiftede hele tiden mellem indendørs og udendørs. Efter at have fået et en lur på en seng lavet af avis papir direkte på gulvlet, begyndte jeg at savne min kære hustru og jeg gik igang med at finde ud af hvordan jeg kunne komme hjem. Jeg havde ingen bil, cykel og kunne ikke finde nogen køreplan til noget tog. Det var der jeg fandt ud af at de virkelige skøre alle havde røde briller på! – og da jeg ikke havde det, forstod jeg at jeg kunne forlade stedet hvor jeg ville. Jeg nåede dog at vågne op før jeg, ved hjælp af venligt personale, fandt toget der skulle køre mig hjem.

Selv på trods af at jeg ikke har fået morgen kaffe endnu så betragter jeg mig selv som vågen. Og mig hjerne kværner rundt om det følsomme emne om jeg nu også er helt normal? Hvorfor gik det galt i Danmark i år? og hvorfor gik det galt i Danmark da jeg var teenager? Mit eneste rigtige holdepunkt, foruden min fantastiske hustru, der også har sit at kæmpe med – det er mit job som rundrejseleder. Det er det eneste job jeg har haft hvor jeg ikke mærker noget til den alt ødelæggende følelse af dybt deprimeret tilstand, der i den grad har hæmmet mit liv tidligere. Og det var også den der stak sit grimme hoved frem i Danmark i dette år. Noget jeg under ingen omstændigheder havde regnet med, for jeg har ikke set det ugly hoved i rigtigt mange år.

Nu står den på fremtid i Thailand – vi er blevet enig om en 10 års plan – og den skal bare lykkes – ellers tror jeg livet bliver smidt i skraldespanden til den evige kolbøttefabrik. Der er grænser for hvor mange gange man kan fejle i ét liv. 

Indtil da bliver min egen personlige (u)virkelighed sat til side med Asiens historie og kultur – nogen jeg kan kontroller – noget jeg kan formidle med succes.

Cafeteriaerne her i Saigons lufthavn begynder at åbne nu – Det er tid til en kop morgenkaffe, her hvor en ny dejlig dag gryer – temperaturen udenfor er allerede over de 26 grader – og senere i dag lander jeg i Chiang Mai og har en uge sammen med min fantastiske hustru inden turen går til Sumatra.

En fantastisk god dag til jer alle!